Nagin og Clinton spiller racekortet
Der er åbenbart noget ved Martin Luther King Dagen der får det værste op i demokrater som New Orleans borgmesteren Roy Nagin og New York senatoren Hillary Rodham Clinton.
Begge var oppe og vende som hovedtemaet i nattens Anderson Cooper 360° på CNN (ja jeg ved godt det er umenneskeligt tidligt kl. 4 om morgenen, men jeg var faldet meget tidligt i søvn igår og følgeligt vågnet meget tidligt op).
Historierne kort.
Roy Nagin gav en tale til et hovedsageligt farvet publikum i New Orleans og blev åbenbart grebet af en småracistisk vind og sagde følgende:
"And as we think about rebuilding New Orleans, surely God is mad at America, he's sending hurricane after hurricane after hurricane and it's destroying and putting stress on this country. Surely he's not approving of us being in Iraq under false pretense. But surely he's upset at black America, also. We're not taking care of ourselves. We're not taking care of our women. And we're not taking care of our children when you have a community where 70 percent of its children are being born to one parent.
We ask black people: it's time. It's time for us to come together. It's time for us to rebuild a New Orleans, the one that should be a chocolate New Orleans. And I don't care what people are saying Uptown or wherever they are. This city will be chocolate at the end of the day.
This city will be a majority African-American city. It's the way God wants it to be. You can't have New Orleans no other way; it wouldn't be New Orleans."
Forestil jer lige at en hvid borgmester sige det samme om hans tro på at det er guds vilje at hans by skulle være "vanille"?
Der ville nok være en del ballade, og det er der faktisk også kommet for borgmester Nagin hvis popularitet ligger på et meget lille sted.
De fleste på nær ham selv har efterhånden indset at hans håndtering af Katrina (and the Waves ;) var mildest talt håbløs, så håbløs at det man må bebrejde præsidenten at han ikke indså dette og fik smidt Nagin væk fra borgmesterkontoret og selv overtog kontrollen med en situation som Nagin så åbenlyst ikke var istand til at håndtere.
Samme dag var Hillary Rodham Clinton også godt igang med at køre på race.
Denne gang holdt hun tale (bl.a. sammen med den rabiate reverant Al Sharpton) for et hovedsageligt farvet publikum ved atter et Martin Luther King dags arrangement og sammenlignede i denne tale republikanernes med plantageejere (altså slaveholdere) med sætningen:
"when you look at the way the House of Representatives has been run, it has been run like a plantation, and you know what I'm talking about."
Hverken Nagin eller Clinton ville udtale sig til den for CNN-forhold særdeles kritiske journalist Andersson Cooper.
Sagen blev efterfølgende diskuteret med bl.a. Al Sharpton hvis "spændende" tankegang var øh spændende at følge.
Det var særdeles komisk at høre ham forsøge at positionere sig som Martin Luther Kings arvtager ved at underjuble den afdøde masser af hans egne temmelig socialistiske holdninger.
Det er ærgerligt at Martin Luther King ikke stadig lever, for jeg tror godt han ville have sat en stopper for alle dem der under påberåbelse af legenden forsøger at fremme egne politiske mål.
Begge var oppe og vende som hovedtemaet i nattens Anderson Cooper 360° på CNN (ja jeg ved godt det er umenneskeligt tidligt kl. 4 om morgenen, men jeg var faldet meget tidligt i søvn igår og følgeligt vågnet meget tidligt op).
Historierne kort.
Roy Nagin gav en tale til et hovedsageligt farvet publikum i New Orleans og blev åbenbart grebet af en småracistisk vind og sagde følgende:
"And as we think about rebuilding New Orleans, surely God is mad at America, he's sending hurricane after hurricane after hurricane and it's destroying and putting stress on this country. Surely he's not approving of us being in Iraq under false pretense. But surely he's upset at black America, also. We're not taking care of ourselves. We're not taking care of our women. And we're not taking care of our children when you have a community where 70 percent of its children are being born to one parent.
We ask black people: it's time. It's time for us to come together. It's time for us to rebuild a New Orleans, the one that should be a chocolate New Orleans. And I don't care what people are saying Uptown or wherever they are. This city will be chocolate at the end of the day.
This city will be a majority African-American city. It's the way God wants it to be. You can't have New Orleans no other way; it wouldn't be New Orleans."
Forestil jer lige at en hvid borgmester sige det samme om hans tro på at det er guds vilje at hans by skulle være "vanille"?
Der ville nok være en del ballade, og det er der faktisk også kommet for borgmester Nagin hvis popularitet ligger på et meget lille sted.
De fleste på nær ham selv har efterhånden indset at hans håndtering af Katrina (and the Waves ;) var mildest talt håbløs, så håbløs at det man må bebrejde præsidenten at han ikke indså dette og fik smidt Nagin væk fra borgmesterkontoret og selv overtog kontrollen med en situation som Nagin så åbenlyst ikke var istand til at håndtere.
Samme dag var Hillary Rodham Clinton også godt igang med at køre på race.
Denne gang holdt hun tale (bl.a. sammen med den rabiate reverant Al Sharpton) for et hovedsageligt farvet publikum ved atter et Martin Luther King dags arrangement og sammenlignede i denne tale republikanernes med plantageejere (altså slaveholdere) med sætningen:
"when you look at the way the House of Representatives has been run, it has been run like a plantation, and you know what I'm talking about."
Hverken Nagin eller Clinton ville udtale sig til den for CNN-forhold særdeles kritiske journalist Andersson Cooper.
Sagen blev efterfølgende diskuteret med bl.a. Al Sharpton hvis "spændende" tankegang var øh spændende at følge.
Det var særdeles komisk at høre ham forsøge at positionere sig som Martin Luther Kings arvtager ved at underjuble den afdøde masser af hans egne temmelig socialistiske holdninger.
Det er ærgerligt at Martin Luther King ikke stadig lever, for jeg tror godt han ville have sat en stopper for alle dem der under påberåbelse af legenden forsøger at fremme egne politiske mål.